SAS skifter som det første skandinaviske flyselskab til biobrændstof

Aircraft-SAS-in-the-air

Foto: SAS AB

Flyselskabet SAS er gået med i et biobrændstofprojekt i Oslo Lufthavn, hvor man har forpligtet sig til at købe en ny brændstoftype, der består af 48 procent biobrændstof, skriver check-in.dk i en ny artikel. Biobrændstof er kendetegnet ved, at det udleder mindre af den klimaskadelige CO2 end, konventionelt fossilbaseret brændstof gør. Eivind Roald, koncerndirektør for kommerciel virksomhed i SAS udtaler at, ”Skal vi hurtigt og markant reducere flyenes påvirkning af klimaet, så er biobrændstof den vigtigste brik i puslespillet. Derfor tager vi ansvar og foretager de nødvendige investeringer og bidrager aktivt i retning af en mere bæredygtig luftfart”. Han fortæller, at SAS ved at købe biobrændstof er med til at sikre en nødvendig efterspørgsel, der kan stimulere produktionen af biobrændstof og dermed gøre det kommercielt interessant. Biobrændstof produceres nemlig i dag i små mængder og er dyrere end fossilt brændstof, men med øget efterspørgsel forventer SAS, at prisen vil falde.

Foruden SAS vil også KLM og Lufthansa købe biobrændstof i Oslo Lufthavn, men i første omgang er der dog tale om en begrænset mængde. Leverandøren, Air BP, har foreløbigt forpligtet sig til at levere minimum 1,25 mio. liter brændstof til Oslo Lufthavn.

DHT forsker Per Homann Jespersen fortæller at luftfart, sammen med skibsfart og tung godstransport på vej er nogle af de store udfordringer, verden står over for, hvis energien til transport skal komme fra fossilfrie energikilder i 2050. ”Lige nu har vi ikke noget alternativt drivmiddel til fly. Derfor er det enormt vigtigt, at flysektoren bliver omstillet til biobrændstof”, udtaler han og tilføjer: ”Det er strategisk interessant, hvad SAS har gang i. De viser, at det er muligt at bruge biobrændstof i fly”.

Ifølge SAS og Air BP reduceres CO2-udledningen fra et fly med cirka 47 procent, når 48 procent af brændstoffet udgøres af biobrændstof, men det er en overdrivelse, vurderer Per Homann Jespersen; ”Biobrændstof betragtes officielt som CO2-neutralt, men der er input af fossile brændsler for at producere disse biobrændstoffer”.

Biobrændstoffet som SAS køber, laves på den blomsterlignende camelina-plante. Brændstof lavet af denne plante har, ifølge forskningsresultater fra Michigan Teknologiske Universitet, en CO2-fortrængning på 84 procent. Derved reducerer SAS CO2-udledningen med 40 og ikke 47 procent med den nye biobrændstoftype. Der er dog fortsat tale om en betydelig CO2-reduktion, og dertil giver SAS’ investeringer nye erfaringer med biobrændstof, pointerer Per Homann Jespersen.

Læs den fulde artikel fra check-in.dk her

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *