BRIK-beboerne er de nye storturister

2014-08-15-tourists - morguefile.com

Turister på en strand. Foto: Morguefile.com

af Camilla Simonsen
I den netop overståede sommerferietid blev DHT-forsker, adjunkt og akademisk koordinator på Turistføreruddannelsen Jane Widtfeldt Meged citeret i en artikel omkring den øgede globale turisme fra de såkaldte BRIK-lande; Brasilien, Rusland, Indien og Kina.

De rejselystne BRIK-beboere skyldes hovedsagligt de flere penge, de voksende middelklasser i landene har fået til rådighed, og de skal da også nævnes her på blokken.

Pludselig får du en gigantisk middelklasse -alene i Indien over 300 millioner mennesker -som vil ud at rejse. Først tager de de store hovedstæder, London, Paris, New York og bagefter de mindre steder, hvilket vi jo mærker nu i Danmark med kineserne. Så vi må hellere vænne os til det, for det er dem, der er væksten,” siger Jane Widtfeld Meged i artiklen til Sjællandske Næstveds journalist Berit Holbek Jensen.

Russerne overtager Thailand
Et eksempel på, at turismen ændrer sig i disse år ses i Thailand, hvor mange russere nu flyver både hurtigt og billigt til Bangkok. Derfor bliver dét, nogle vesterlændinge stadig tænker som et fjernt, familievenligt tropeparadis pludselig en helt anden type masseturistdestination med menukort på russisk, fortælles det i artiklen i Sjællandske.

Der er ingen tvivl om, at russerne med deres antal og deres økonomi kommer til at ”kapre” nogle destinationer, vi vesterlændinge ellers havde sat os på. Det samme er sket i Sharm el Sheik i Egypten, der oprindeligt var et dykkerrejsemål, men nu har fået et lidt plettet ry,” forklarer Jane Widtfeld Meged videre i artiklen. Og det er ikke altid, det harmonerer med danskeres og andre vestlige turisters feriedrømme at møde en helt tredje nationalitet i så høj grad på deres feriemål.

Grundlæggende gider vi slet ikke møde andre turister, fordi de minder os om, at vi selv er turister. Og det er jo logik for burhøns, at det tager noget fra oplevelsen, når vi tilmed skal vade rundt oven i hinanden,” siger hun.

Vigtigt at sætte rammer for turismen
Masseturisme kan generelt gå hårdt ud over både mennesker og natur, der hvor folk strømmer til. Det er blandt andet blevet populært beskrevet af den amerikanske antropolog Pegi Vail i dokumentarfilmen ”Gringo Trails” fra 2013. I dokumentaren vises det, hvordan turismen som en slags flodbølge skyller ind over naturområder. ”Gringo Trails” stiller også spørgsmål ved, hvordan man fremadrettet sikrer en balance, der på samme tid understøtter turistindustrien og styrer den i en bæredygtig retning.

Du kan finde til hobe af eksempler på, at turisme ødelægger,” siger Jane Widtfeldt Meged og fortsætter: ”Som i Himalaya, hvor der er blevet slæbt tonsvis af affald op i bjergene, eller de såkaldte Moonlight Parties i Thailand, der efterlader strande og kystområder fuldstændigt hærgede. Det er helt klart, at turisme skal tages alvorligt. Det kan ikke tåle at være ureguleret eller underlagt kortsigtede visioner”.

Som det også forklares i artiklen i Sjællandske synes det dog langt fra umuligt at finde en turistbalance, som kan give både økonomisk og menneskeligt positivt udbytte.

Det er jo også derfor, vi herhjemme har ikke færre end 60 turismeforskere,” siger Jane Widtfeldt Meged til Sjællandske.

Artiklen fra Sjællandske Næstved er desværre ikke tilgængelig online.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *